Kognitiv adfærdsterapi

 

Gennem kognitiv adfærdsterapi lærer vi f.eks. metoder til undersøgelse, accept og modificering af vores negative tanker, overbevisninger og adfærd. Vi lærer, hvordan vores tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd hænger sammen.

Vi lærer tillige at arbejde med vores tanker på en ny måde, så de ikke på samme måde er bestemmende for vores tilstand. Den måde, vi tænker og reagerer på i forskellige situationer, er med til at give stress, angst, tristhed eller andre ubehagelige følelser. Vores følelser og vores adfærd er nemlig styret af de tanker, vi hver især har. Men tanker er bare tanker – vi lærer at iagttage dem i stedet for at identificere os med dem.

Målet med terapien er at lære at klare problemer på nye måder, så de kommer til at fylde mindre i dagligdagen.

Kognitiv terapi rummer også mulighed for at arbejde med ens dybereliggende tankemønstre og overbevisninger. Den helt grundlæggende måde at tænke på - om en selv, om andre og om verden - har vi hver især lært gennem opvæksten og alle de erfaringer, vi har med os. Nogle mennesker er for eksempel helt grundlæggende frygtsomme overfor verden, og det kan gøre dem mere sårbare overfor angst. Andre opfatter måske sig selv som uduelige, og det kan gøre dem mere sårbare for depression.

I terapien samarbejder patient/klient og terapeut om at løse problemerne. Det er en vigtig del af terapien, at klienten øver sig på de nye metoder derhjemme. Der er ofte nogle gamle leveregler og vaner, der skal laves om, og det kan tage lang tid.